Plantefarvning blev Anne Sofies vej til at finde ro – en passion, der nu driver hendes virksomhed, Thybo Hand dyed, hvor hun sælger sit håndfarvede garn til kunder i både Skandinavien og USA. Det er en fortælling om langsommelighed, naturens kraft og en kvindes stille rejse fra hovedet ned i kroppen.
Thybo Hand Dyed
x
Over Månen
(Ikke-redigeret råklip)
Jeg trækker bilen ind til siden af vejen foran det lille hvide 60'er-hus og får straks øje på Anne Sofie gennem køkkenvinduet.
Jeg banker på køkkenruden, og hun kigger op, smiler og vinker mig indenfor. "Kan vi ikke lige nå en kop, inden vi kører?"
Huset er moderniseret engang i 00'erne med en vandskuret og hvidmalet facade. Det irriterer Anne Sofie – hun ville langt hellere have beholdt de gule mursten, de blyindfattede ruder og det originale køkken i eg.
Men da hun og familien flyttede fra København til Jelling for fire år siden, var det svært at finde et hus, der både kunne rumme dem alle og samtidig ligge tæt på både skole og natur. Jeg synes hun bor ægte hyggeligt, og det er tydeligt at se, hvem der bor her.
Anne Sofie rækker mig en kop kaffe mens hun forklarer at hun ikke et morgenmenneske. Tværtimod.
Hun kan lide at sidde i det stille hus om aftenen og fordybe sig i sit håndarbejde. Her finder hun ro – en ro, der også er et gennemgående tema i hendes virksomhed, Thybo Hand dyed, hvor hun sælger håndfarvet uldgarn. Nogle aftener bliver hun siddende til langt ud på natten.
(Ikke-Redigeret råklip)
Vi tømmer kopperne og pakker bilen. Vi har aftalt at skabe indhold, der viser hele hendes plantefarvningsproces – fra indsamling af planter til de smukke, naturligt farvede garnnøgler, der er klar til at blive solgt fra hendes webshop.
Randbøl Hede har iklædt sig et lilla tæppe af sensommermoden lyng, og den syrlige duft af heden skærper øjeblikkeligt sanserne. Jeg kaster et hurtigt blik på omgivelserne for at danne et overblik og giver så Anne Sofie en kort instruktion.
"Uh, jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal kigge hen," siger hun kejtet, mens hun går ned ad stien så jeg kan fange hende i et stort etableringsskud. Jeg ved godt, hvor grænseoverskridende det er at blive filmet. Det er det for alle. Jeg ved også, at der går fem minutter, så sænker skuldrene sig, og pludselig er det blevet normalt at stå foran kameraet og tage imod mine små instruktioner.
(Ikke-redigeret råklip)
Snart gør Anne Sofie, som vanligt, og jeg følger hendes arbejde gennem mit iPhone-kamera. Hun sætter sig på hug, samler et bundt lyng med den ene hånd, klipper det med den rå plantesaks og placerer derefter lyngen i en stor lærredssæk. Hendes hænder arbejder metodisk og rutineret. Flere gange må jeg bede hende sænke farten, så jeg kan nå at fange en smuk komposition.
Vejret skifter hele tiden; skyer ruller ind, nogle gange drypper det, og et øjeblik senere bryder solen frem igen. Det er en del af oplevelse og gør billederne upoleret autentiske. Anne Sofie stopper et øjeblik, kigger op og lader blikket glide over heden. Jeg filmer hende i profil, mens hun indånder den friske luft, før hun fortsætter arbejdet.
(Ikke-redigeret råklip)
Anne Sofie har ikke altid været sådan her – grounded og forbundet med naturen. For få år siden levede hun et liv i København, hvor hun sjældent trak vejret helt ned i maven. Et job som skolelærer og hverdagen med fire små børn efterlod hende med en konstant følelse af at skulle nå noget – selv når der ikke var noget at nå. Travlheden har efterladt spor, hun stadig kan mærke.
Plantefarvningen blev hendes vej ud af hovedet og ned i kroppen. Ikke som en dramatisk omvæltning, men som små, langsomme skridt. Arbejdet, der nødvendigvis følger naturens cyklus, gav hende en rytme og et fokus, hun havde savnet – tid til at være til stede, i én proces ad gangen.
(Ikke-redigeret råklip)
Jeg får lyst til at lave et ægte hero-shot: Heltinden i sit naturlige habitat med sine attributter i hænderne. Der er noget stærkt og næsten ikonisk over billedet: kvinden, lyngen, saksen, håret, der løftes af vinden, den bløde blå uldtrøje, der matcher farverne i omgivelserne, og blikket rettet mod det uendelige – en stille beslutsomhed.
Det bringer selvbevidstheden frem igen. "Hvor skal jeg placere mine hænder?" spørger hun og kigger på mig "I siden eller over kors?"
Vi prøver lidt forskelligt og finder ud af det sammen.
(Ikke-redigeret råklip)
Med lærredssækken fyldt træder vi ind i Anne Sofies værksted. Det er et hvidmalet skur, der ligger bag familiens hus, omkranset af en interimistisk kaninindhegning, børnenes trampolin og det vildtvoksende staudebed.
Værkstedet er praktisk indrettet og har sin egen æstetik – fyldt med farverige planter, gryder, der står klar på slukkede elblus, og garn i forskellige stadier af bearbejdning. Her er ikke meget plads, men til gengæld uendelige muligheder for at skabe dybde i billederne og fange den taktile del af Anne Sofies arbejde.
Jeg elsker det.
(Ikke-redigeret råklip)
Anne Sofie bundter en stor del af den lyng, hun netop har samlet, og hænger den til tørre under loftet. Derefter begynder hun at grovklippe den lyng, der ikke skal tørres, men som hun vil gøre klar til et farvebad med det samme. “Det er enten eller – det skal være helt tørt eller helt friskt.”
Det er tydeligt, at hver enkelt proces spiller en vigtig rolle i hendes arbejde – der er ingen genveje i det fysisk krævende håndværk.
At starte en selvstændig virksomhed var ikke et enkelt valg. Det krævede, at Anne Sofie først og fremmest fandt en metode til at skalere processen og stadig holde fast i de langsomme, sanselige processer og forbindelsen til sig selv gennem naturen og håndværket.
(Ikke-redigeret råklip)
En fysisk butik kunne have været en mulighed, men tanken om at være bundet til faste åbningstider harmonerede dårligt med den ro, hun finder i de stille nattetimer og langsomme morgener. Samtidig ville huslejen betyde, at hun skulle øge sin omsætning markant for at dække de faste omkostninger. At sælge sine produkter på lokale markeder eller som pop-up ved festivaler kunne heller ikke alene sikre en bæredygtig indkomst.
Derfor blev en webshop den oplagte løsning. Den giver Anne Sofie fleksibiliteten til at arbejde, når det passer hende bedst, og uden at hun er skal være afhængig af en lokal målgruppe, der lige kommer forbi i åbningstiden.
(Ikke-redigeret råklip)
Dampen fra farvebadet begynder at fylde rummet, og Anne Sofie sætter termometeret ned i gryden med lyng, alun og vand, mens hun omhyggeligt måler temperaturen. Hun går frem og tilbage mellem værkstedet og haven. Jeg filmer hende i et øjebliks nydelse – øjnene lukkede, ansigtet vendt mod den varme septembersol – før hun igen går ind i værkstedet og rører i vandet for at fordele varmen. Det tager den tid, det tager.
(Ikke-redigeret råklip)
"Instagram betyder utrolig meget for min virksomhed, men det kan være svært for mig at prioritere," siger Anne Sofie. Håndfarvet garn er et nicheprodukt med en begrænset målgruppe, og netop derfor er det vigtigt, at markedsføringen rammer præcist. Instagram er en af de platforme, hvor algoritmen gør det muligt for hende at nå præcis de mennesker, der værdsætter hendes langsomme og omhyggelige håndværk – uanset om de befinder sig i Jelling, Skandinavien, Tyskland, Canada eller USA.
Vi går ind i huset til rindende koldt vand. De sidste rester af farve skal skylles ud af garnet inden det skal hænges til tørre.
Vi er ved at være færdige, og jeg vender telefonen mod Anne Sofie for at vise hende de mange små klip, vi har fanget gennem dagen. Der er etableringsskud af heden, værkstedet og haven; heroshots, der fremhæver Anne Sofies styrke og nærvær; close-ups af detaljerne i hendes arbejde – hendes hænder, lyngen, saksen. Der er point-of-view- og over-shoulder-optagelser, der giver en følelse af hendes perspektiv, og cut-aways af skyer, der driver forbi, og planter, der ligger tilfældigt på en stol. Jeg har arbejdet med komposition, lys og bevægelser for at fange stemningen i hvert eneste øjeblik.
(Ikke-redigeret råklip)
(Ikke-redigeret råklip)
Jeg ser på Anne Sofies ansigt, mens hun ser klippene. Først virker hun lidt overrasket over at se sig selv. Det er specielt at se sig selv, hvis man ikke er vant til det. Et lille smil gør hendes øjne smalle "Hvor er det vildt at se det hele på den her måde,” siger hun.
For mig handler det ikke kun om at vise hendes produkter, men også om at vise Anne Sofie som virksomhedsejer – en kvinde, der med sine kreativitet, sine hænder og sin fornemmelse for farver skaber et unikt produkt, som gør andre mennesker glade.
Jeg håber, at hendes kunder vil få samme fornemmelse, når de ser klippene – at de ser både garnet, mennesket og historierne bag det.
Hvis du vil se mere af Anne Sofies verden og klippene, kan du finde dem her: @thybohanddyed.
I denne artikel har du set et lille udvalg af de over 300 råklip, som Anne Sofie og jeg har optaget.
Hvis du vil se, hvordan Anne Sofie Thybo har brugt dem til at skabe smukke reels på sin Instagram-profil, kan du finde dem her: